Nye tal fra Social- og Boligstyrelsen viser, at 6 pct. af unge i aldersgruppen 16-30 år har en autisme- eller ADHD-diagnose. Det svarer til 60.000 unge. Og år for år stiger antallet af unge, som navigerer usikkert i sociale arenaer og læringsrum.
Disse unge mistrives, og de stiller store krav til de mennesker, som i dagligdagen skal sikre, at de unge har mulighed for at tilegne sig såvel personlige og sociale som faglige kompetencer.
Kursusrækken sætter fokus på de særlige udfordringer og udviklingsmuligheder, som knytter sig til et ungdomsliv med en diagnose som autisme eller ADHD. Kursusrækken vil give dig den nyeste, opdaterede viden om diagnoser, problemstillinger og strategier målrettet unge i aldersgruppen 13-25 år.
Gennem hele kurset er der fokus på, hvordan denne viden kan omsættes til en travl hverdag, og der vil være mulighed for dialog og netværksopbygning mellem de forskellige faggrupper og ansvarsområder.
Ved at følge denne kursusrække vil du kort sagt stå godt rustet til at hjælpe denne målgruppe.