Skip to main content

De enkelte kursusdage

Fredag den 1. november

Introduktion til området ”neurodivergens” og betydningen af tryghed. Hvad ved vi allerede og hvad mangler vi at forstå?

Oplægsholder: Pernille Darling.

I løbet af dagen vil vi blandt andet nå rundt om følgende emner:

  • Nedslag i historien for diagnoserne ADHD og autisme
  • Grundlæggende om neuropsykiatriske diagnoser, herunder ændringer i diagnosesystemet
  • Introduktion til, hvorfor alle bør kende tilknytningsbegrebet og betydningen af tilknytningsmønstre
  • Grundlæggende om, hvordan man genkender tilknytningsadfærd hos sig selv og andre
  • Den særlige udfordring i at adskille neurodivergens fra tilknytningsproblemer
  • Den særlige udfordring i at føle sig tryg med en anderledes hjerne i et ”almindeligt” samfund
  • Debat om de samfundsmæssige udfordringer – hvorfor stiger mistrivslen og antallet af diagnoser blandt børn og unge?

Pernille Darling (DK) er overlæge og PhD i børne -og ungdomspsykiatri. Pernille er tilknyttet Syddansk universitet som ekstern lektor og Center for Evidensbaseret Psykiatri som seniorforsker.

I en årrække har Pernille beskæftiget sig med den store betydning af at føle sig tryg, og hvordan mennesker med en grad af neurodivergens har større risiko for at udvikle utryghed i relationen til andre. Dette har afgørende betydning for, om en anderledes fungerende hjerne bliver en hæmsko for ens udvikling fremfor at være en styrke.

Pernille har udover videnskabelige artikler med fokus på betydningen af tilknytning og tryghed også skrevet en bog om tilknytningsbegrebet og en række populærvidenskabelige artikler om, hvordan tryghedssøgende adfærd kan se ud på mange måder. Hun holder ofte foredrag for fagprofessionelle om ADHD, autisme og herunder om betydningen af at give tryghed.

Billede af Peter Vermeulen

Peter Vermeulen (Belgien) er en af verdens førende forskere i og formidlere af viden om autisme. Han er ph.d. i psykologi og pædagogisk videnskab, har mere end 35 års erfaring som underviser og er forfatter til bøger om autisme. Han er en internationalt anerkendt for sin særlige evne til at omsætte forskningsmæssig viden til brugbar pædagogik.

Kurset foregår på engelsk, men der vil være simultantolkning til dansk via høretelefoner.

Læs mere om Peter Vermeulen på hans egen hjemmeside (engelsk).

Torsdag den 7. november i Aarhus
Fredag den 8. november i København

”Autisme og den forudseende hjerne”.  Om hvordan ny viden inden for hjerneforskningen har vendt op og ned på vores forståelse af, hvordan hjernen fungerer, og dermed også af autisme.

Oplægsholder: Peter Vermeulen.

Den nyeste hjerneforskning viser, at mange af de mest indgroede forestillinger om, hvordan hjernen bearbejder sanseindtryk og læser social adfærd, er forkerte. Hjernen fungerer ikke som en computer, men har opbygget modeller af, hvordan verden ser ud, og har på den baggrund en forventning om, hvad der vil ske i en bestemt situation. Hvilken betydning har det i forhold til vores forståelse af autisme, hvis menneskelig adfærd og menneskelige reaktionsmønstre først og fremmest er en ubevidst forudsigelse af, hvad folk skal til at gøre? Vil den klassiske træning af sociale færdigheder så give mening for børn, unge og voksne med autisme? Overalt kan man på samme måde læse, at mennesker med autisme har brug for mere forudsigelighed end mennesker uden autisme. Men er det nu rigtigt?

Det er nogle af de provokerende og revolutionerende spørgsmål, Peter Vermeulen både stiller og besvarer i løbet af dagen.

Peter Vermeulens bog ”Autisme og den forudseende hjerne” udkom i marts 2023 og blev fra starten en “bestseller” blandt alle, der beskæftiger sig med autisme.
Også anmeldelserne har været positive.
Specialpædagogisk Månedsblad gav bogen karakteren 12+ og skrev bl.a. følgende: “En fabelagtig bog. Har du personer med autisme indenfor din rækkevidde, så må/skal du læse denne bog. … Kan på det stærkeste anbefales.”
Og i lektørudtalelsen til bibliotekernes indkøbere hed det bl.a.:
“Velskrevet og fængslende bog om hjerneforskningens betydning for den måde, vi forstår autisme på. Bogen er relativt letlæst for alle interesserede.”

Torsdag den 14. november i Aarhus
Fredag den 15. november i København

Problemer med de eksekutive funktioner. Hvad handler det om, og hvordan afhjælper vi de udfordringer, der giver i skolens eller institutionens hverdag.

Oplægsholder: Sarah Ward

Sarah Ward formidler den nyeste viden om eksekutive funktioner ud fra sloganet ”Lær det i dag og brug det i morgen!” Hendes fokus er at hjælpe børn og unge, der har problemer med de eksekutive funktioner. Det viser sig ofte i form af en lav såkaldt ”forarbejdningshastighed”, der er et mål for, hvor hurtigt information opfanges, forstås, sprogliggøres og anvendes. Det er ikke det samme som intelligens: Man kan være velbegavet og alligevel være længe om at bearbejde information.

Forskning viser, at 80 pct. af alle unge med ADHD og en IQ inden for normalområdet har en markant langsommere forarbejdningshastighed. Blandt elever med autisme, børn med sprogbaserede indlæringsvanskeligheder og børn med dysleksi ses der hos alle en langsom forarbejdningshastighed.

Det giver en række problemer i hverdagen – både for den person, der har eksekutive vanskeligheder, og for lærere, pædagoger, familie og andre omsorgspersoner. Men hvilke, og hvordan kan disse problemer afhjælpes? Det lærer man på dette kursus.

Sarah Ward (USA) har en kandidatgrad som audiologopæd og har siden løbende videreuddannet sig. Hun er en anerkendt forsker, der udvikler pædagogiske redskaber til at facilitere børn og unges udvikling af eksekutive funktioner. Hun har udviklet programmer med særligt henblik på autisme- og ADHD-området og er en dygtig formidler, der får meget positive tilbagemeldinger på sine kurser.

Sarah Ward lægger stor vægt på at kunne formidle sin viden på en måde, der gør den umiddelbart anvendelig for i hverdagen som lærer, pædagog eller psykolog.

Kurset foregår på engelsk, men der vil være simultantolkning til dansk via høretelefoner.

Læs mere på engelsk om Sarah Ward, hendes metode og den organisation, hun har været med til at opbygge, her: https://efpractice.com/

Billede af Bo hejlskov Elven

Bo Hejlskov Elvén (DK/SE) er psykolog, konsulent, underviser, forfatter og en efterspurgt foredragsholder både i Danmark og i Sverige, hvor han bor. Bo arbejder med praktisk pædagogik på videnskabelig grund, både hvordan man forebygger, og hvordan man håndterer konfliktfuld adfærd og modstand. Han har skrevet en række bøger om ”low arousal” som metode. Læs mere om Bo Hejlskov Elvén på hans egen hjemmeside.

Fredag den 22. november

Om at sikre respekt i mødet mellem borgeren og den professionelle og om hvordan man som professionel arbejder ud fra en afstemt og ikke-konfronterende pædagogik.

Oplægsholder: Bo Hejlskov Elvén.

Bo vil i løbet af dagen fortælle om bl.a.:

  • Trivsel og problemadfærd i et ”Low Arousal” perspektiv
  • Hvad er udfordrende adfærd og hvem har definitionsretten?
  • Om perspektivskifte: hvordan du som fagperson formår at se bag om unges udfordrende adfærd
  • Om ansvar, faglighed og oplevelsen af at lykkes
  • Hejlskovs bilværksted
  • Om affektive metoder
  • Om moral, etik, selvkontrol, affektregulering og kravtilpasning
  • Om hvordan du ved hjælp af ”low arousal” håndterer stress og konflikter og finder holdbare løsninger

Fredag den 29. november

Om pige- og kvindeprofiler og om vejen til en bedre selvforståelse.

Oplægsholder: Kirsten Callesen.

Kirsten Callesen beskæftiger sig i løbet af dagen med disse emner:

  • Pigeprofilen eller den socialt rettede person med autisme eller ADHD
  • Hvad kendetegner pigeprofilen, og hvilke særlige undergrupper finder vi inden for denne profil?
  • Hvorfor bliver piger med autisme og ADHD så ofte overset, og hvilken betydning får dette for deres ungdoms- og voksenliv?
  • Særlige risikofaktorer som kendetegner unge med autisme og/eller ADHD
  • Om hjernen og om sanserne som forklaringsmodel … for den professionelle … og for den unge selv
  • Om særlige belastningsreaktioner, om traumer og om psykiatrinære problematikker, som ofte optræder blandt unge med autisme eller ADHD
  • Tiltag og ideer, som du kan tage med hjem og som kan benyttes i hverdagen i forhold til pigernes trivsel og healing
Billede af Kirsten Callesen

Kirsten Callesen (DK) er psykolog og leder af Psykologisk Ressource Center. Hun samarbejder med psykiatriske afdelinger og bruges som rådgiver af kommuner. Hun har specialiseret sig i arbejdet med Autisme, ADHD/ADD, angst, spiseforstyrrelse, PDA samt traume- og belastningstilstande. Hun var blandt de første i Danmark til at identificere og arbejde med pigeprofiler på autisme-området. Læs mere om Kirsten Callesen Pædagogisk Ressource Centers hjemmeside.

Ønsker du at tilmelde dig?